Vi hører undertiden om helstøbte mennesker, der hviler i sig selv. Det er et dårligt sted at hvile, og jeg tror heller ikke, det er sandt.
De, der har taget deres tilflugt til Kristus som Frelser og Herre, har et hvilested udenfor dem selv, nemlig i Herren og ”det håb, der ligger rede til os” (Hebr. 6:18). Det har vi ”som et sjælens anker”, (v. 19).
Bibelen taler ofte i nautistiske vendinger, dvs. i sømandssprog. Vor sjæl er skibet, ofte i hård sejllads. Verden er havet. Den hinsidige, evige verden er Himlens kyst. Håbet, Guds ord har givet os, et ikke som denne verdens usikre forhåbninger, men ”ligger sikkert og fast og når ind bag forhænget”. Og det er vort skibsanker – “sjælens anker”.
In times like these you need a Savior,
In times like these you need an anchor,
Be very sure, be very sure,
Your anchor holds and grips the solid Rock.
Sådan sang vi i min ungdom. Troens anker er kastet udenfor min skrøbelige lille båd og hviler i Ham, Klippen, og Hans ord. ”Jesus gik ind (i Himlen) som forløber for os”. For os! For alle, som har taget sin tilflugt til Ham.
”Verden er blevet usikker at rejse i”, sagde min nabo, som ellers elsker at rejse. Da er det godt at have et stærkt anker. Udenfor os selv. I Kristus.
-jn-