Undir hesari yvirskrift hevur Føroyavinurin Jørn Nielsen skriva ein sera hugtakandi stubba um okkara land og fólk.
Jeg vil gerne afgive en kærlighedserklæring til Færøerne, som vi af flere grunde, ej mindst som kristne, bør være stolte over at være i rigsfællesskab med. Godt nok er færinger pr. ur-instinkt lige så irriterende vanskelige at lave forretningsmæssige aftaler med som nordmænd og englændere, men der er andet og meget, meget mere vidunderligt at sige om dem.
Bortset fra det både taler og synger de smukkere end vi gør.
Alt for få danskere véd om den enestående plads, det kristne vidnesbyrd fik deroppe eller om den bevægede vækkelseshistorie, der begyndte med ankomsten af en ung, skotsk missionær, William Sloan, i 1865, og som i mange år arbejdede trofast med udbredelsen af evangeliet uden at se frugt. Men endelig kom vækkelsen, efter 13 år, og mange forsamlinger skød op som Himmelens paddehatte overalt.
Intet sted i vort rigsfællesskab er respekten for bibelen så stor som deroppe. Dette skal siges alt den stund, at en kendt nydansk politiker med muslimsk baggrund, Naser Khader, nu i Berlingske Tidende (2/2.04) slår til lyd for, at den danske justitsminister skal gribe overfor færøsk, gudfrygtig modstand mod homoseksualitet og fri abort. Med slet skjult ringeagt taler han om ”det færøske bibelbælte”s indflydelse på øerne.
Gud give at vore venner deroppe må snøre sandhedens bælte endnu strammere om livet, gøre deres vejrbidte ansigter hårde som flint og fortsat stå mandigt op for sandheden til beskæmmelse for vort eget wishy-washy folk hernede.