Jørn Nielsen, sum er føroyavinur og ofta skrivar greinir í Dimmalætting, hevur skriva hesa greinina – um at tora at standa á Harrans síðu, eisini tá ið tað kostar.
Gud har ikke givet os fejheds ånd, men krafts og kærligheds og besindigheds ånd, – skam dig derfor ikke ved at vidne om vor Herre….
(2. Tim. 1:7-8)
Af alle de familie-historier, min kære mor fortalte mig i barndommen, kender jeg ingen så inspirerende som den, hun fortalte om sin far, hvor anledningen var en stor familiefest, som min mor selv var med til som lille pige.
Min mors bedstefar, brødfabrikant Viggo Schulstad, fyldte 70 og blev fejret på behørig vis i sin fine, store villa “Strandhøj” i Nordsjælland ved Øresund. Min mor var sammen med de mange andre børnebørn med til at synge for ham en original børnesang skrevet til lejligheden. Der blev vel, som skikken var, holdt taler, og hendes far, min morfar, brødfabrikantens svigersøn, gav i sin tale svigerfaderen ordet fra Matt. 16:26:
”Hvad gavner det et menneske, om han vinder den hele verden, men må bøde med sin sjæl?”
Den respektable, religiøse familie blev vildt forarget. Det fandt den upassende og krænkende overfor fødselaren, som dog bagefter tørt bemærkede: ”Jamen, Uno havde jo ret!” (Uno var min morfars fornavn). Var det upassende? Ja, det ville de fleste i dag nok synes. Men for mig blev det et eksempel på en nidkærhed, mandighed og uforfærdethed, som jeg kom til at elske min morfar for, og som idag er sjælden. Han blev senere med sin mødevirksomhed på det mørke Nørrebro, som han drev sideløbende med sin skønne porcelænsforretning, indirekte redskabet til min egen omvendelse som knapt 15-årig, hvor vor Herre Jesus Kristus for evigt og altid kom ind i mit liv som Frelser og Herre.
Der er altid gode og “fornuftige” argumenter for familiehensyn. Eller andre slags hensyn. Jeg delte engang ved udgangen i en frikirke en evangelisk tryksag ud til uomvendte mennesker, jeg havde været sammen med til en julegudstjeneste. Det resulterede i, at jeg fik et højtideligt brev fra frikirkens høje råd om, at den slags fandt man upassende ved en julegudstjeneste. “Upassende” var netop ordet, der blev brugt.
Ved en familiesammenkomst for mange år siden tog under eftermiddagskaffen en gudfrygtig kvinde ordet og henvendte sig til sine uomvendte søskende med sit personlige vidnesbyrd. Jeg var dengang kun 19 år, en troende ung mand, men lod hende fejt i stikken, dvs. jeg var tavs og bakkede hende ikke op. Det var der andre, der heller ikke gjorde. Jeg husker, hun senere sagde: ”I svigtede mig!” Hun havde ret. Vi tav for husfredens skyld. Denne kvindes sorg over at være blevet svigtet af sine egne, troens egne, kom jeg aldrig til at glemme.
”Hold fanen højt”, var en ØK-chefs sidste ord til mig. Jeg indrømmer, at jeg har været dårlig til det og har som sagt svigtet. Og dog, når anledninger blev givet og “den gode bekendelse” blev aflagt, har det været øjeblikke, hvor jeg har følt det ekstra meningsfyldt at være en Kristi discipel. Et nidkært menneske er aldrig fejlfri. Det var min morfar heller ikke. Langtfra. Behovet, mine venner, er ikke død rettroenhed el. “rigtige” meninger, men brændende nidkærhed. Thi sandt er det, hvad Spurgeon engang sagde: ”Den præst, som ikke er nidkær, er vantro!”
-jn-