Sum ikki einaferð hevur Jørn Nielsen sínar viðmerkingar til dagsins orðaskifti. Í hesari stuttu grein fáa fleiri kend nøvn í politikki vánaligan andaligan karakter. Og so er spurningurin, hvar vit sjálvi standa, og hvørjum keldum vit oysa av.
Vore politikere kan sige mange fornuftige ting. De forholder sig til statsfinanser, børnechecks, ældreomsorg, skole- og sundhedsvæsen, socialhjælp, ulandshjælp, katastrofehjælp, efterløn og tusinder af andre ting. For hvad er politik? Vel ikke andet end orden i tingene indenfor givne økonomiske rammer. Selv har jeg har truffet flere hæderlige politikere, som jeg kom til at synes godt om.
De udtaler sig også med vægt, dog med mindre forstand, om kristendom. Bibelen er et gammelt skrift, som ikke svarer til vor tids tænkemåde, mener vor statsminister og slår den nærmest i hartkorn med koranen, og så mener han i øvrigt at ”Vorherre” ser stort på det med homoseksuelle vielser. Mogens Camre, DF, mener ikke, at “ret mange mennesker kan tage Bibelens mange farverige myter alvorligt”, inkl. beretningen om, hvordan Adam blev skabt. For Ritt Bjerregaard er evangeliet ikke mere troværdigt end den med nisserne, og Betlehemsstjernen er for Bertel Haarder kun en legende. Og dog er de fleste af dem mere el. mindre religiøse.
Som kristne skal vi derfor ikke kritikløst lade os inspirere alt for meget af den politiske verden, som ender i en blindgyde og dyb, dyb frustration. Der kaldes nu på mænd og kvinder, der har drukket af Bibelens livgivende kilder og lader sig nære og inspirere af Guds ord. Sådanne “enfoldige” kristne, har en friskhed over sig, som ikke er af denne verden, men som denne verden dog tørster efter.
Thi det er ikke sandt, at Bibelen ikke følger med tiden. Den er tværtimod foran tiden. Ingen kristen vil på tærsklen til evigheden lade sig trøste af nogen verdslige forstå-sig-på-magere, deres polemik eller forblommetheder, men må have noget anderledes holdbart at dø på i tillid til Ham, der har sagt: “Himlen og jorden skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå.” En kristen er, hvor dåragtigt det end lyder i verdens øren, genfødt af Guds ord, “og dette er det ord, der er blevet forkyndt jer i evangeliet!” (1. Pet.1:25)
Derfor: Glemmer vi at proklamere evangeliet, svigter vi vort opdrag, thi just Kristi evangelium er Guds sidste tilbud til vort folk.
-jn-