Nakrir tankar um uppreisn Kristusar eftir Jørn Nielsen.Nærmest klassisk er beretningen om kommunist-sekretæren, som i et landsbysamfund holdt et foredrag, der nedsablede Gud og al kristen tro.
“Hvem tør modsige mig?” spurgte han overlegent. En tilhører meldte sig. ”Du får 5 minutter!” – “Tak, jeg behøver kun 5 sekunder!”
Og så råbte han ud over forsamlingen: “Kristus er opstanden!” og svaret kom rungende tilbage: “Ja, sandelig, Han er opstanden!” Dette er som bekendt måden, man hilser hinanden på påskemorgen i den ortodokse kirke.
Da jeg for flere år tilbage var i Rumænien, lærte jeg at sige ordene “Christos a inviat!”, som betyder: “Kristus er opstanden!” Jeg kan endnu se for mit indre de varme smil, jeg fik, når jeg hilste landbybeboere på den måde.
For snart mange år siden kunne man i dagspressen læse om en skolelærer, der fik reprimande for at have fortalt sine elever, at Jesus ikke mere er død. Han opstod igen. Han lever! Det havde der nok ikke sket så meget ved, hvis det ikke lige var fordi et af børnene med begejstring havde proklameret i skolegården for de andre: Jesus lever! – Det skabte uro, og læreren, som var årsag til det hele, fik som sagt en irettesættelse.
På en plakat på en mur i Berlin læste jeg: “Gud er død – hilsen Nietzsche.” Men længere nede læste jeg: “Nietzsche er død – hilsen Gud!”
Vi husker nok beretningen om Luther, som var så modløs, at hans kone klædte sig i sort og trak gardinerne for. Luther blev irriteret, men fik til svar: “Jeg er i sorg. Gud er død – det må Han være, sådan som du går rundt!” Den sad! Og nu skrev Luther på sin serviet: “Herren lever!”
Og var det ikke Luther, der sagde, at vi skulle leve vort liv som om Kristus døde i går, opstod i dag og kommer igen i morgen?
“Jeg lever, og I skal leve!” (Joh. 14:19). Ja, Hans død er min død. Hans begravelse er min begravelse. Hans opstandelse er min opstandelse.
Kan du, min læser, fryde dig over denne troens forening med den korsfæstede og opstandne Herre? Da først véd du, hvad påske er – hver dag!