Alt Danmark hevur verið henda mánaðin verið uppikið av hendingunum, sum fóru fram fyri 60 árum síðani, tá Danmark og stórur partur av Europa varð varð sett í frælsi frá týska herveldinum. Jørn Nielsen úr Næstved hevur sent okkum hesa greinina.
En kvindelig tysk missionær i Afrika, som jeg blev inviteret hjem hos under et ophold i byen Hameln for mange år siden som dansk soldat, fortalte mig et lille træk fra Hitlertiden, der dengang som nu var et hyppigt samtaleemne:
”En af mine venner på den anden side af gaden fik øje på mig og råbte: ”Heil Hitler!” (Det var dengang den almindelige måde at sige ”Goddag!” på). Jeg råbte tilbage: ”Heil Kristus!”
Der skete hende mærkeligt nok ikke noget, men det kunne der være gjort. For mindre forseelser blev folk sendt i kz-lejre eller det, der var værre, nemlig hurtig henrettelse.
En baptistpræst fra samme by fortalte mig om Hitlers besøg, da han i åben vogn kørte gennem byen. Han stod dér med mange andre fast besluttet på, at han ikke ville heile. Men så så han pludselig ind i Hitlers hypnotiserende blik og råbte uvilkårligt med de andre: “Heil Hitler!”
Argumentet i Danmark for samarbejdet med tyskerne de første 3 år af besættelsen var rent pragmatisk (hvad kan bedst betale sig?), men moralsk forkasteligt sådan som vor statsminister nu med rette gør gældende. Alligevel sang man: ”Kæmp for alt, hvad du har kært, dø om så det gælder…” Nogle gjorde det bogstaveligt, bl.a. digterpræsten Kaj Munk. Det officielle Danmark kunne hellere have sunget:
“Kæmp for alt, hvad du har kært,
Døden ej dog gælder,
Da er livet ej så svært,
Intet andet tæller!”
Vi skal dog ikke overlegent harcelere over andres svigt. Allermindst som kristne. Vil vi stå imod ”indtil blodet” (Hebr. 12:4) den dag, det sataniske Kristus-had antager konkrete former, sådan som vi hører om det i nogle islamiske lande? Vi kan i hvert fald ikke gøre det i egen kraft, ligeså lidt som martyrernes blod blev udgydt uden en særlig, overnaturlig nåde fra Herren selv.
Arne Garborg, den norske digter fra det 19. århundrede, har jeg tidligere citeret med hans ungdomsdigt samt den unge danskers svar. Nedennævnte strofer fra de to digtere kan tåle at blive gentaget disse dage:
Å, var der en sak, som var verdt mitt blod,
hvor skulle det livsrødt springe,
hvor skulle jeg juble, når tro og mot
i kampen hevet min bringe!
– – – – – – – – – – – – –
Guds riges sag – den er værd mit blod,
hvor skulle det livsrødt springe,
som martyrskaren i tro og mod
i kampen hæved sin bringe!