Flemming Kofod-Svendsen, præst og tidl. minister, er en af de mange, der sørger og græder. Håbet om at gense sin søn og svigerdatter og 2 børnebørn på tre og fire år, der som familie var blandt de mange feriegæster i Khao Lak, Thailand, svinder ind, selvom han stadig tror på mirakler.
Hans tilfælde er værd at nævne i dybeste respekt. Thi samtidig lader han nu offentligheden vide i et stort interview i Berl.T. af 6/1.05, at tragedien ikke har svækket troen på en kærlig Gud, på Kristi genkomst og løftet om en lys evighed i lykkelig genforening med hans kære, som han véd deler evangeliets håb med ham. Det er ikke en skriftlærd, dogmatisk teolog, der udtaler sig, men en prøvet far, der har overskud til at formidle håb til andre prøvede med bl.a. sin yndlingssalme af Paul Gerhardt Befal du dine veje….
Den tidligere ministers trosbekendelse hørte vi allerede i et interview i aftennyhederne d. 2/1, hvor vi så en nedbøjet mand på vej til mindegudstjenesten i Domkirken. Den aften havde jeg gæster. En af gæsterne var i offensiven med den formentlig hyppigt hørte indvending i disse dage: ”Hvis der er en Gud til, hvordan kan han tillade alt dette….” Senere så vi sammen 19-nyhederne på TV og oplevede sekvensen med Kofod-Svendsen. Der blev stille et øjeblik, men så kom det igen fra min gæst: ”Jeg forstår det altså ikke….jeg kan ikke tro på nogen Gud.” Han måtte dog finde sig i spørgsmålet: ”Vil du anbefale Svend Kofod-Svendsen at opgive troen på Gud, som midt i sorgen dog har givet ham den fred og det håb, som du i øjeblikket mangler?” Selvfølgelig ville han ikke det.
Ulykker, jordskælv og lidelsernes gåde kan ikke selv den stærkeste i troen forklare. Men det er velgørende at høre en af de lidende bevidne, at den åndelige klippegrund i Kristus holder, ikke bare under orgelbrus og religiøs højtidsstemning, men midt i katastrofens ufattelige drama, når det sidste halmstrå brister.
Les greinina á Berlingske Tidende